Behandling af børneeksem med lokalsteroid
Lokalsteroid bruges til at behandle børneeksem og er ved korrekt anvendelse en effektiv behandling.
Lokalsteroid inddeles i 4 grupper:
Gruppe 1 er den mildeste gruppe (Hydrokortison®, Mildison®, Uniderm®) og kan købes håndkøb, fordi den i praksis er uden bivirkninger. Gruppe 1 foretrækkes til den tynde hud, fx i ansigtet og hals og til meget mildt eksem.
Gruppe 2 (Locoid®, Kenalog®, Emovat®) er tilstrækkelig til at behandle de fleste småbørn med eksem.
Gruppe 3 (Elocon®, Diproderm®, Betnovat®) kan anvendes ved forværring af eksemet.
Den stærkeste gruppe 4 anvendes ikke til småbørn.
Lokalsteroiderne findes som:
- creme (ikke særlig fed, bruges ved fugtigt eksem)
- salve (fed som vaseline, bruges ved meget tørt eksem)
- fedtcreme (midt imellem creme og salve).
Lokalsteroid skal påsmøres eksemet i tyndt lag. Hvis man med ugers mellemrum holder pauser, er det en sikker behandling uden bivirkninger. Kun ved et langvarigt overforbrug af lokalsteroid kan man fremkalde bivirkninger som tynd hud.
Aggressiv behandling er bedst
Man bruger lokalsteroid til behandling, fordi eksemet er en betændelse i huden. Ved korrekt anvendelse er det en effektiv behandling uden bivirkninger. Ligesom astmabørn er mange eksembørn unødigt plagede af deres sygdom pga. forældres angst for behandling med lokalsteroid.
Det er bedst at behandle ”aggressivt”, dvs. holde eksemet væk frem for at vente og se om det mon ikke forsvinder. Man skal derfor være opmærksom på opblussen (fx tiltagende rødme af huden, udslettet breder sig, eller kløen tiltager). Hvis man hele tiden er opmærksom på opblussen og behandler straks, man ser eksemet, ender man med at anvende mindre medicin, end hvis man er ”forsigtig” og afventende.
Fortsæt behandlingen til eksemet er væk, eller i hvert tilfælde ikke længere er rødt, og fortsæt så med fugtighedscreme.





