Skjult astma | Børn og astma

Skjult astma

De ”skjulte” astmasymptomer kan være hoste om natten, eller hoste når barnet ler, græder eller råber. Nogle børn med skjult astma får hyppigt lungebetændelser.

For det meste er symptomerne dog mindre tydelige, og de kan være vanskelige at opdage, fordi børnene sjældent beklager sig. Det betyder, at børn kan gå rundt med en såkaldt skjult – og dermed ubehandlet – astma. De affinder sig med gener, som voksne aldrig ville tolerere.

Astmaen svinger meget. Typisk vil barnets astmasygdom svinge meget. Både gennem døgnet, gennem ugen, over året og gennem livet. Mange børn er uden symptomer om sommeren, mens andre er raske om vinteren. Nogle børn har kun symptomer, når de løber, eller når de er forkølede, andre når de er sammen med dyr eller i berøring med ting, de ikke kan tåle.

Det er vigtigt at huske, at børnenes lunger fungerer helt normalt udenfor anfaldene. I virkeligheden fungerer lungerne normalt langt det meste af tiden. Derfor er det ikke altid nemt at stille diagnosen astma. Halsbetændelse, en brækket arm og mange andre sygdomme kan hurtigt konstateres hos lægen, men astma kan snyde, fordi det sjældent viser sig, når man er hos lægen.

Børn og Astma • Faculty of Health Sciences • University of Copenhagen • Denmark
Danish Pediatric Asthma Center • Copenhagen University Hospital
Ledreborg Alle 34 • 2820 Gentofte • phone +45 3977 7360 • contact@copsac.com
© 2010